OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Nyt formandskab for Kulturudvalg


30.01.2020 // Nyt formandskab for Kulturudvalg Sønderjylland-Schleswig vil styrke kultursamarbejdet over grænsen


Kjeld Thrane, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune, er ny formand for Kulturudvalg Sønderjylland-Schleswig. Han blev valgt på et møde d. 22. januar 2020 og har posten i 2 år. Den erfarne kulturpolitiker sætter sig dermed for bordenden i det dansk-tyske udvalg og får ansvaret for at understøtte det kulturelle samarbejde henover grænsen. Udvalget består af kulturpolitikere fra de sønderjyske kommuner, Kreis Nordfriesland, Kreis Schleswig-Flensburg, Stadt Flensburg, Region Syddanmark og Land Schleswig-Holstein. Udover at diskutere kulturpolitiske emner af fælles interesse har Kulturudvalg Sønderjylland-Schleswig ansvaret for to større projekter, nemlig en kulturaftale og Interreg-projektet, "KursKultur 2.0". Begge projekter har til formål at understøtte og styrke det dansk-tyske samarbejde på tværs af grænsen.

En af de første opgaver, som den nyvalgte formand glæder sig til, er en ny dansk-tysk kulturaftale for perioden 2021-2024: "Jeg ser frem til samarbejdet om at få lavet en ny dansk-tysk kulturaftale. Det dansk-tyske samarbejde har vokset sig stærkt igennem mange år og er nu klar til at bygge et ekstra lag på. Jeg er overbevist om, at vi i fællesskab kan sætte ny retning og handling bag det store potentiale, vores samarbejde indeholder", siger Kjeld Thrane.

Arbejdet med at male konturerne til en dansk tysk kulturaftale for perioden 2021-2024 blev påbegyndt på samme møde, hvor Kjeld Thrane blev valgt til formand. Der blev det besluttet at lade indsatsområderne "Rum til fællesskab" og "Fælles om kulturarven" indgå i et oplæg, der senere i 2020 sendes til høring i partnernes kulturudvalg.

"Det dansk tyske samarbejde er i fokus i disse år: 2020 er dansk -tysk venskabsår, og samtidig markerer vi 100 året for grænsedragningen. Det er et fantastisk afsæt for et fortsat tæt og udviklende samarbejde og venskab, der bygger bro mellem borgere, kommuner og regioner på begge side af grænsen", siger Kjeld Thrane.

Timo Ploog, kulturudvalgsformand i Nordfriesland, blev valgt som næstformand, og også han glæder sig over muligheden for at præge kulturen i grænselandet i sin nye funktion.
"Jeg glæder mig til min nye opgave som næstformand for Kulturudvalg Sønderjylland-Schleswig og til en videreudvikling af samarbejdet, særligt på kulturområdet. For mig personligt er det meget vigtigt, at borgerne også i fremtiden har mulighed for sammen at deltage i projekter og opleve den dansk-tyske kultur sammen. Det bidrager til udvikling af grænselandet, så det er attraktivt for de nuværende og kommende borgere", siger Timo Ploog.

Begge politikere håber, at flere borgere i grænselandet får øjnene op for de mange muligheder for at få støtte og sparring til at udforske det dansk-tyske grænseland. Der kan søges kontant støtte til f.eks. transport og projekter i KursKultur 2.0s puljer, mens Kulturaftalen understøtter større projekter, som f.eks. Dansk-Tysk Musikskoledag, som i år afvikles den 13. juni i Schleswig.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart
powered by webEdition CMS