OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Politiske strukturer

Politiske partier i Tyskland

De politiske partier i den tyske del af grænseregionen som i hele Forbundsrepublikken har afgørende indflydelse på den politiske ledelse, lige fra forbundsniveau ned til delstats- og amtsniveau og delvist også på kommunalt plan. På trods af partiernes vigtige funktion er mindre end 2 % af alle tyskere medlem af et politisk parti, og denne procentsats synker endda yderligere.

I modsætning til det brede danske spektrum af partier er det tyske partisystem præget af to store folkepartier samt enkelte klart mindre partier. Retorikken i tysk politik er tit mere præget af ideologier, konflikter og konfrontation end i Danmark, hvilket dog ikke udelukker et pragmatisk samarbejde mellem partierne.

De politiske organisationer i grænseregionen er Schleswig-Holsteins organisationer og deres amtsorganisationer, som er underorganisationer af de forbundsdækkende politiske partier. Ved siden af disse er der et særligt regionalt parti som SSWSüdschleswigscher Wählerverband som repræsenterer det danske og nationalfrisiske mindretal og som har afgrænset sit virkeområde til Sydslesvig.På kommunalt niveau findes der særlig i de små kommuner upolitiske lokallister eller borgerlister udover de politiske partier.

De eksisterende politiske partier opstod efter Anden Verdenskrig, men har oftest historiske rødder tilbage til parlamentarismens opståen. Det ældste tyske parti er Sozialdemokratische Partei Deutschlands SPD. I anden halvdel af det 19. århundrede dannedes de første arbejderforeninger og – partier i Tyskland, og dette skete ligeledes i Nord- og Sydslesvig.I 1920 blev de tyske socialdemokratiske partiforeninger i Nordslesvig overdraget til det danske Socialdemokrati.Da SPD efter Anden Verdenskrig blev bygget op på ny, ændrede det i 1959 med sit Godesberger Program målsætningen fra at være et klasseparti til folkeparti. I perioden 1966-69 deltog partiet på forbundsplan som mindre partner i en stor koalition med CDU, men derefter lykkedes det i 1969 selv at tage regeringsmagten sammen med det liberale parti FDP (indtil 1982).

I disse år med en socialliberal koalition gennemførte SPD centrale områder af det socialdemokratiske program, bl.a. en ny Øst-politik, udbygning af socialstaten, en uddannelsesreform, skilsmisselovgivning, legalisering af abort og udbygning af medbestemmelsesretten i virksomhederne. SPD har siden 2003 stået i en alvorlig indre styrkeprøve forårsaget af den strukturelle krise på det tyske arbejdsmarked siden midten af 1990erne og regeringen Schröders økonomiske og socialpolitiske forholdsregler.For SPD har det ført til tab af partimedlemmer og voldsomme nederlag i en række delstatdagsvalg.,

Det andet store folkeparti er det borgerlige Christlich-demokratische Union Deutschlands, CDU. Efter Anden Verdenskrig samlede partiet tilhængere af det tidligere katolske Zentrumspartei og den national-konservative lejr i Deutsche Volkspartei og Deutsch-nationale Volkspartei.Med den centrale lederpersonlighed Konrad Adenauer, der var forbundskansler 1949-63 lykkedes det at gøre CDU til samlingssted for de borgerlige kræfter, sat at integrere mange tidligere nationalsocialister i partiet. I 1950’erne blev CDU den centrale politiske kraft i forbundsrepublikken Tyskland med en opbakning ved valgene på ca 50%.Partiet var en fast fortaler for det kapitalistiske system og dets politik rummede en aggressiv afvisning af enhver form for socialisme. Det omfattede desuden en gradvis genetablering af national suverænitet på grundlag af en separat vesttysk stat, tysk integration i de vestlige systemer (NATO, Rom-Unionen, fransk-tysk udsoning) og påberåbelse af et system af særlige ’kristeligt-vestlige’, neokonservative værdinormer.

I dag er CDUs program moderniseret, men de bærende elementer i ideologien er dog stadig de kristeligt-vestlige værdinormer, understregningen af en samlet kernefamilie som den normale livsform i samfundet, forståelsen for erhvervslivet, samt balancegangen mellem på den ene side forståelsen for en socialstat præget af en kristen sociallære og på den anden side kravene om modernisering, de teknologiske fremskridt og globaliseringen. CDU findes ikke delstaten Bayern, men i stedet er der søsterpartiet Christlich Soziale Union CSU, der indgår ifraktionsfællesskab med CDU i forbundsdagen.

Udover de store folkepartier er de mindre partier Freie Demokratische Partei FDP und Bündnis 90/Die Grünen. FDP er det liberale parti i Forbundsrepublikken. I etableringsfasen efter Anden Verdenskrigvar det et klart nationalliberalt parti,ledet af tidligere officerer fraWehrmacht,der blev regeringsparti i koalition med CDU. I anden halvdel af 1960erne ændrede FDP fundamentalt kurs i forholdet til SPD ogpartiet deltogfra 1969i 13 år i forbundsregeringen med SPD. Uløselige modsætningsforhold i den økonomiske politik førte i 1982 partiet til at skifte koalitionspartner tilbage til CDU, hvilket førte partiet til randen af politisk undergang. Siden slutningen af 1980erne har FDP i det mindste i de vesttyske delstater stabiliseret sig som partiet med økonomisk liberalisme som grundholdning, men samtidig har størstedelen af den tidligere socialliberale fløj siden 1982forladt partiet.

Bündnis 90/Die Grünen opstod 1993 som følge af den tyske genforening ved en fusion af partiet Die Grünen med samlingspartiet af borgerretsgrupper i det tidligere DDR, der var opstillet til det første demokratiske valg til Volkskammer under listebetegnelsen ’Bündnis 90’.Die Grünen var det første parti, som mod slutningen af 1970erne klarede varigtat bryde den unge forbundsrepubliks stabile treparti-system. Partiet var opstået af forskellige protestbevægelser, især miljø- og anti-atomkraftbevægelser, og det etablerede sig som venstreliberalt oppositionsparti. Dets politiske mål var et økologisk skifte i den økonomiske politik og i teknologipolitikken, en radikal afrustnings- og fredspolitik samt kravet om basisdemokratiske reformer af det politiske system, hvilket især gik ud overSPD und den venstreliberale fløj i FDP.I 1983 kom Die Grünen første gang i Forbundsdagen. 1987 deltog partiet første gang i en regeringskoalition med SPD i Hessen. Nogle af partiets mål om et økologisk skifte i den økonomiske politik og teknologipolitikken er blevet gennemført, men partiet har bevæget sig væk fra sin radikale pacifistiske linje i 1980erne og i mellemtiden også forkastet mange af de oprindelige basisdemokratiske ansatser som værende upraktiske.

Den sidste af den fem partier, som er repræsenteret i den tyske Forbundsdag, er partiet Die Linke, som blev grundlagt i 2007. Dermed er partiet i sin nuværende form det yngste parti i Forbundsdagen. Historisk set går partiets rødder dog tilbage til 1946, hvor dens forgænger, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), blev grundlagt i den såkaldte sovjetiske besættelseszone, siden 1949 Deutsche Demokratische Republik, DDR. Fra 1949 til 1989 var SED regerings- og statspartiet i DDR. Der tales her også om parti-diktatur, idet det ikke var muligt at stemme på andre partier.

I forbindelse med de politiske omvæltninger i Østbloklandene, nedgangen af de socialistiske regimer og indlemmelsen af det tidligere DDR i Forbundsrepublikken 1989-1990, blev også SED-partiet forandret. Partiet blev ombenævnt til PDS (Partei des demokratischen Sozialismus). Dets formand blev Gregor Gysi.

Fra midt-90erne fik partiet voksende stemmeantal i de tidligere Østtyske delstater, men spillede ingen nævneværdig politisk rolle i de vesttyske delstater. Først interne stridigheder i SPD ændrede på dette. Den tidligere finansminister Oskar Lafontaine brød med sit gamle parti og blev i 2004 en af hovedgrundlæggerne til vælgersammenslutningen WASG, der kritiserede især SPDs socialpolitik. 2005 tog PDS det nye navn Linkspartei-PDS og banede vejen for en sammenslutning med WASG under navnet Die Linke.

Sidenhen er partiet vokset i sin betydning. I både Berlin og Brandenburg er partiet med til at danne regering. Partiet overvåges dog stadig af Verfassungsschutz.

Politiske partier i Danmark

Det danske partisystem virker ved første øjekast ved sin mangfoldighed langt mere broget end det tyske. I Folketinget, det danske parlament, er der 7 partier, med Venstre og Socialdemokratiet som de to store, samt 5 mindre partier. På regionalt plan og i kommunalbestyrelser landet over har Venstre og Socialdemokratiet som de største partier oftest ledelsen, men i rådene findes udoverde mindre politiske partier også formelt upolitiske, lokalpolitiske lister.

Før 2. Verdenskrig var det danske partisystem enkelt med tre borgerlige partier Venstre, Radikale Venstre, Konservative og det socialistiske Socialdemokratiet. Disse massepartier rummede forholdsvis homogene vælgergrupper, de byggede på faste partiorganisationer og havde deres egen lokale partipresse. Siden 1960erne har partierne i voldsom grad mistet medlemmer, søgt at appellere til hele vælgerkorpset og ikke til afgrænsede sociale grupper samt mistet kontrollen med partipressen. Den socialdemokratiske presse er således helt ophørt. Partierne har dog stadig stor indflydelse og kontrollerer bl.a. kandidatopstillingen til valgene.

I den danske del af grænseregionen er de landsdækkende politiske partier repræsenterede ved deres respektive amtsorganisationer og lokale foreninger inden for den enkelte kommune. Lokale borgerlister spillede en vis rolle i kommunerne indtil kommunalreformen1970, men derefter mistede de politisk betydning. Efter den ny Kommunalreform 2005 er det næsten udelukkende de landsdækkende partier og Slesvigsk Parti, der driver kommunalpolitik i Sønderjylland.

Slesvigsk Parti har en særlig funktion det tyske mindretals parti og stiller kun op i Nordslesvig. Det var repræsenteret i Folketinget i 1950’erne og 1960’erne, men er siden gået stærkt tilbage også lokalt. Slesvigsk Parti var dog i 2005 repræsenteret i det Sønderjyllands Amt og i fire kommunalbestyrelser.

I forbindelse med debatten om Region Sønderjylland/Slesvig i 1997 opstod Den sønderjyske borgerliste som en regional protestliste mod at indgå et institutionaliseret grænseoverskridende samarbejde i form af en euroregion. Listen havde et mandat i amtsrådet i perioden 1997-2001, men opløste sig selv i 2005.

Af de landsdækkende politiske partier er Det konservative Folkeparti (med listebetegnelsen C) ældst. Partiet, der før 1915 hed Højre, havde sine støtter blandt godsejere, byernes ledende borgere, men fra 1930 også håndværkere og mindre handlende. De danske konservative værdier har ændret sig meget, men i det moderne samfund baserer de sig på to ting. For det første det enkelte menneskes frihed til under ansvar for det fælles at kunne leve sit eget liv efter egen overbevisning uden at blive presset af samfundets snærende bånd og moralske fordomme. For det andet er familien kernen i den konservative opfattelse, og det gælder om at opfylde familiernes behov for et samfund, hvor bolig, arbejde, fritid går op i en harmonisk helhed.

Næstældst er partiet Venstre (V), et grundlæggende liberalt parti og med binavnet Danmarks liberale parti, der havde sit udgangspunkt i landbrugets gårdmandsklasse og højskolebevægelsen. Dets mærkesager er fornyelse og forbedring af det eksisterende danske velfærdssamfund med investering i forskning, forbedring af børnefamiliernes kår, kortere ventetid på hospitaler, skattestop og stram udlændingepolitik.

En rebelsk udløber af Venstre i 1905 varDet Radikale Venstre (B), hvis medlemsbasis både fandtes blandt landbrugets husmænd og byernes kulturradikale intellektuelle kredse og modstandere af militarisme. Partiet kalder sig i dag Danmarks social-liberale og internationale parti. Dets værdigrundlag består bl.a. af frisind, social ansvarlighed, respekt for folkestyret, tillid til en markedsøkonomi i samspil med det offentlige.

Socialdemokratiet (A) har været den ledende kraft i den danske samfundsudvikling gennem et århundrede. Det socialistiske parti blev grundlagt i 1871 i en tid med voldsomme sociale skel, men efterhånden som partiet voksede viste der sig muligheder for at ændre samfundet ved reformer.

Som traditionelt arbejderparti erobrede det i 1924 første gang regeringsmagten. De første store reformer drejede sig i 1933 om etablering af et socialt system, der kunne give tryghed til de mange, der tidligere havde været henvist til almisser eller en fattighjælp, der medførte tab af stemmeretten. Dansk politik frem til i dag har været præget af mange socialdemokratiske regeringer støttet af et eller flere mindre partier.Centralt i partiets politik står tankerne om velfærdsstaten, der bl.a. er ensbetydende med social tryghed og lige muligheder for alle skabt gennem lige og gratis adgang til velfungerende offentlige ydelser skabt gennem en fælles og solidarisk skattebetaling.

Danmarks Kommunistiske Parti, DKP havde en vis styrke efter Besættelsen i 1945-1957, men blev holdt udenfor indflydelse. Det er ikke længere i Folketinget.Moderniseringsprocesser i 1960’erne, den tiltagende industrialisering og udbygningen af den offentlige sektor. Efter opgøret med stalinismen mistede DKP politisk betydning, og vælgerne til venstre for Socialdemokratiet samledes primært i et Socialistisk Folkeparti SF (F).

Ved et jordskredsvalg i 1973 kom tre nye partier ind i Folketinget: det kristelig-indre missionske Kristeligt Folkeparti, i dag Kristendemokraterne (Q), en midterpolitisk afspaltning fra socialdemokraterne, Centrum Demokraterne, og det daværende protestparti Fremskridtspartiet. Hertil kom et parti på den ydre venstrefløj, Venstresocialisterne, stiftet i 1967 af utilfredse medlemmer af Socialistisk Folkeparti. I 1989 sluttede DKP, Venstresocialisterne og det lille Socialistisk Arbejderparti sig sammen til partiet Enhedslisten (Ø).

På højrefløjen kom det i 1995 til en afspaltning fra Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti. Det har siden hen overtaget Fremskridtspartiets plads som højrepopulistisk protestparti. To græsrodsorganisationer har desuden partilignende strukturer, men kandiderer kun ved valg til Europaparlamentet, hvor de i 2005 er repræsenteret med hvert et medlem: Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen. Begge grupper er imod opbygningen af en europæisk stat i form for Den europæiske Union.

Siden parlamentarismens indførelse i Danmark i 1901 har der ofte været mindretalsregeringer, hvor regeringspartiet eller regeringspartierne blev støttet af andre partier, der ikke indtrådte i selve regeringen. 

Tyske partier på regionalt niveau

Schleswig-Holsteins udvikling af partisystemet adskiller sig ikke meget fra den generelle tyske på forbundsplan. Dog er koncentrationen omkring de to store partier endnu mere udpræget. Schleswig-Holsteins FDP mistede flere gange muligheden for at komme i den delstatens Landtag, fordi partiet ikke nåede op over 5 % spærregrænsen, og partiet Die Grünen kom først ind i parlamentet i 1996.

I grænseregionen havde Schleswig-Holsteins CDU en særlig rolle i Efterkrigstidens grænsekamp. To CDU-politikere fra Flensburg-området var ministerpræsidenter, Friedrich Wilhelm Lübke og derefter Kai Uwe von Hassel, som beggepå afgørende vis trådte i skranken for den tyske side og forsøgte at dæmme opog chikanere det opsvulmende danske mindretal.
CDU kunne også fastholde sin dominerende position som alt bestemmende politisk bevægelse i det nordligste forbundsland langt længere, fordi det i tiden 1950-88 dannede regering i delstaten.Efter en kort regeringstid i de vanskelige efterkrigsår 1947-50 var Schleswig-Holsteins SPD politisk uden for storbyerne uden politisk betydning. Først efter Barschel-affæren i 1987 lykkedes det for SPD at overtage regeringsmagten i delstaten og at få et gennembrud i landområderne. Den lange periode som oppositionsparti betød, at Schleswig-Holsteins SPD ansås for udpræget ’venstreorienteret’. Særlig takket være de forbundspolitiske tendenser og med de to meget populære ministerpræsidenter Björn Engholm (1988-1993) og Heide Simonis (1993-2005) lykkedes det dog SPD i 17 år at forblive det stærkeste parti i Schleswig-Holstein.

SSW er noget særegent for den dansk-tyske grænseregion. Partiet blev dannet i 1948 og tilstræbte dengang Sydslesvigs udskillelse af Schleswig-Holstein for på længere sigt at blive genforenet med Danmark efter en ny folkeafstemning. På grund af dette mål blev SSW hæmmet i sit arbejde og bekæmpet af de daværende delstatsregeringer. Som mindretalsparti er SSW fritaget for den 5 % spærreklausul, der ellers gælder i Tyskland ved forbunds- og delstatsvalg. Partiet skal derfor kun opnå så mange stemmer, som kræves til ét mandat, for at blive repræsenteret i parlamentet. Ved de kommunale valg er SSW dog også omfattet af 5 % spærregrænsen.

SSW har begrænset sit arbejdsområde til Sydslesvig, dvs. Flensborg by, amterne Nordfriesland, Schleswig-Flensburg, samt de kommuner i amtet Rendsburg-Eckernförde, der ligger nord for den linje, der dannes af Ejderen og Nord-Ostsee Kanal, og endelig de bydele i Kiel, der også ligger nord for kanalen. Partiet har for tiden 2 mandater i Schleswig-Holsteins Landtag, repræsentation i amtsrådene Nordfriesland og Schleswig-Flensburg, i byrådet i Flensborg og 82 kommunalbestyrelser. Partiet SSW har for tiden ca. 3.500 medlemmer.
SSW definerer sig selv som mindretalsparti og som regionalt parti i Sydslesvig, og mindretalspolitik og regionalpolitik har været de centrale områder i partiets politik. Dertil skal føjes, at partiet har Norden som forbillede, dvs. søger at gennemføre en politik med en skandinavisk samfundsopfattelse.

Kontakter mellem Schleswig-Holsteins partier og deres danske søsterpartier er stadig relativt sjældne. Dette hænger delvist sammen med, at de to nationale mindretal længe søgte at monopolitisere de grænseoverskridende politiske kontakter. Det ændrede sig først mod slutningen af 1980erne, da det grænseoverskridende samarbejde blev støttet af EU. Det tyske mindretal i Nordslesvig er dog også i dag et modtagelsessted for Schleswig-Holsteins politikere, på samme måde som det danske mindretal for de danske politikere, når det drejer sig om grænseoverskridende spørgsmål.

Danske partier på regionalt plan

Det regionale politiske landskab nord for grænsen består af mange af de landspolitiske partier kendt fra Folketinget. Der er et større antal partier og kandidatlister, som stiller op ved valgene i Danmark, men kun et mindre antal ender med at være repræsenteret i det folkevalgte organ.

Den regionale politiske forsamling er i dag Regionsrådet Syddanmark. De 41 medlemmer af rådet er overvejende tilfaldet de store og større partier, specielt Socialdemokratiet, Venstre og Konservative mandater. Bortset fra en lokalliste med to mandater er partier som kendes fra landspolitikken. Det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, er ikke repræsenteret i rådet.

Formand for regionsrådet er Carl Holst fra Venstre, den tidligere amtsborgmester i Sønderjyllands Amt, med socialdemokraten Poul-Erik Svendsen som 1. næstformand.

Sønderjyllands Amtsråd var den regionale politiske forsamling fra 1970 til 2006. I dette organ var Socialdemokraterne og Venstre de to store partier, der også samarbejdede i størstedelen af perioden under amtsborgmestrene Erik Jessen og Kresten Philipsen fra Venstre. Mandatmæssigt lå socialdemokraterne i størstedelen af perioden på 10-11 af amtsrådets samlede 29 pladser, hvorimod Venstre ved valgene med en populær amtsborgmester  i spidsen  trinvist øgede sit antal pladser fra  6 til 14. De Konservatives oprindelige 5 mandater reduceredes efterhånden, og de øvrige partier (Radikale, SF, Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet, Slesvigsk Parti) havde ikke meget indflydelse.

De landsdækkende politiske partier giver på deres hjemmesider udtryk for partiets organisation over hele landet. Kun i et begrænset omfang markerer hjemmesiderne de specielle forhold i Sønderjylland eller Syddanmark.

Socialdemokraternes organisation i Syddanmark er inddelt i kredse, der svarer til de ny kommuner efter Kommunalreformen 2007.  Inden for disse er der tit lokale partiforeninger, som afspejler kommunerne fra før 2007 eller endda mindre lokalområder. Kredsene er ansvarlige for opstilling af kandidater til såvel kommune- og regionrådsvalg samt opstilling af en folketingskandidat.

Socialdemokraterne har ungdomsorganisationen DsU og børne- og ungdomsorganisationen DUI De Unges Idræt, der dog kun er udbredt i nogle kommuner. 
Det konservative Folkepartis organisation er derimod lokalt opdelt efter storkredse, og Sydjyllands Storkreds omfatter 12 kommuner i Syd- og Sønderjylland. De lokale vælgerforening dækker de nye kommuner og opstiller kandidater til byrådsvalg og regionsrådet samt folketingskandidat. Den konservatives ungdomsorganisation i Sønderjylland har hjemmesiden konservativungdom.dk. 
Partiet Venstre er opdelt i mange lokale vælgerforeninger, mindst en i hver kommune. På lokalt plan nedsættes der projektgrupper eller lokalgrupper. Hvor der er flere vælgerforeninger,  samarbejder de i en såkaldt ’kommuneforening’ i forbindelse med kommunalvalg. Til at varetage opgaven med at opstille samt organisere henholdsvis folketingsvalg samt valg til regionsrådet, er der nedsat kandidatbestyrelser (til Folketingsvalg) samt regionsbestyrelser (regionsrådsvalg). Disse bestyrelser er forankret i kommuneforeningen. Partiets ungdomsorganisation er VU Venstres Ungdom .
 
Dansk Folkepartis organisation er inddelt efter regioner og med lokalforeninger på kommuneniveau. Partiets ungdomsorganisation hedder Dansk Folkepartis Ungdom.

Valg og valgret syd for grænsen

Valg er den grundlæggende byggeklods i demokratiet: kun valgte personer kan rettelig gøre krav på at træffe beslutninger på vegne af folket. I demokratier er valgene kendetegnede ved at være almene, frie, lige og hemmelige. I praksis er valgene i demokratier dog nok så forskellige, hvilket også gælder i det dansk-tyske grænseland. Særlig med hensyn til muligheden for at afgive stemme på enkeltpersoner, er der forskel på Tyskland og Danmark.En særegenhed ved Schleswig-Holsteins forfatning er yderligere, at den giver mulighed for et betydeligt direkte demokrati med forslag om samt begæringer om folkeafstemninger og gennemførelse af dem.

I den tyske del af grænselandet vælger borgerne forskellige folkerepræsentationer ved direkte valg: Europaparlamentet, den tyske Forbundsdag, Schleswig-Holsteins landdag, den stedlige kredsdag og kommunerepræsentation. Forbundsdagens valgperiode varer 4 år og nyvalg kan kun undtagelsesvist afholdes i utide. Valgperioden for de andre folkerepræsentationer er 5 år. Dertil kommer, at der sker direkte valg for 6 års perioder af de fuldtidsansatte borgmestre i kommuner med mere end 8.000 indbyggere. Da datoen for de forskellige valg ikke nødvendigvis falder sammen, afholdes der derfor gennemsnitlig 1-2 valg om året.

Valgprocedurerne er også forskellige. Ved valg til Europaparlamentet har vælgerne hver en stemme, som de kan afgive til fordel for et partis liste, men de kan ikke stemme personligt på en kandidat.Ved Forbundsdags- og landdagsvalg har vælgeren to stemmesedler, en første og en andenstemme. Med sin førstestemme stemmer vælgeren på en kandidat, som repræsenterer hans valgkreds i Forbundsdagen eller Landdagen. Den kandidat er valgt, som opnår de fleste førstestemmer i valgkredsen, selv om andelen ikke når over 50 % af de gyldige stemmer.

Vælgeren afgiver sin andenstemme på et partis forslag til kandidatliste.Antal og fordeling af andenstemmerne afgør mandatfordelingen i landdagen og forbundsdagen. Opnår et parti flere mandater ved det direkte valg med førstestemmerne, end det har krav på ud fra andenstemmerne, så er de overskydende mandater såkaldte overtallige mandater (Überhangsmandate). De overtallige mandater er personbundne, dvs. at indehaveren af et sådant mandat ikke erstattes af en suppleant, hvis han skulle nedlægge mandatet i utide eller afgå ved døden.

Ved valget til kredsdagene kan vælgerne afgive en stemme på en partiliste, men ikke stemme personligt på en kandidat.Proceduren ved valg til kommunerepræsentationen er afhængig af kommunens størrelse. I de større kommuner findes valgkredse, hvor der kan stemmes personligt på en kandidat. Samtidig findes der partilister, som imidlertid ikke figurerer på stemmesedlen.Vælgeren har kun en stemme, som er udslaggivende både for tildelingen af et direkte mandat og for den forholdsmæssige fordeling af mandater på partierne. I mindre kommuner har vælgerne afhængig af kommunestørrelse op til syv stemmer, som de kan fordele på forskellige kandidater.

I 1997 blev der i Schleswig-Holstein indført direkte valg af fuldtidsansatte borgmestre og landråder. Valgene gennemføres oftest adskilt fra de øvrige valg, da der er fastsat en embedsperiode på seks år. Hvis ingen af kandidaterne opnår absolut flertal i første valgomgang, afholdes der et bundet omvalg mellem de to kandidater med flest stemmer. det har vist sig, at valgdeltagelse ved borgmestervalgene oftest er meget lav.

Tyske statsborgere har valgret og er valgbare fra det fyldte 18. år. Andre EU-borgere med bopæl i Schleswig-Holstein har også valgret til Europaparlamentet. Alle EU-borgere over 16 år med bopæl i kommunen har valgret ved kommunalvalgene, dvs. valg til kredsdagen, kommunalbestyrelsen samt borgmester- og landrådsvalg.

Tyskereunder midlertidigt ophold i udlandet, som stadig har et bopæl i Tyskland kan gennem brevvalg deltage i alle valg. Tyskere der bor i udlandet kan deltage i forbunds- og Europaparlamentsvalg.

Hvis et forslag om folkeafstemning i en bestemt sag får mere end 20.000 underskrifter af borgere i delstaten, kan underskriftsindsamlingen tvinge delstatens parlament Landtag til at tage sagen op til behandling. Giver Landtag ikke forslaget medhold, kan underskriftsindsamlerne inden et år indsende krav om en folkeafstemning underskrevet af mindst 5 % af de stemmeberettigede i delstaten, hvorefter der skal afholdes en folkeafstemning. Forslaget er vedtaget med et flertal af de afgivne stemmer, dog mindst 25 % af de stemmeberettigede.

På kommunalt plan findes tilsvarende mulighed for at udøve direkte demokrati med ansøgning om og gennemførelse af en lokal folkeafstemning. Et antal borgere i kommunen kan ansøge om en lokal afstemning eller den kan sættes i gang ved beslutning i kommunalbestyrelsen. Hvis 10 % af de stemmeberettigede borgere i kommunen skriver under på anmodningen om en lokal afstemning, skal den gennemføres. Resultatet af afstemningen er bindende, hvis over halvdelen af de afgivne stemmer og mindst 20 % af de stemmeberettigede støtter forslaget.

Valg og valgret nord for grænsen

Der er repræsentativt demokrati i Danmark. Borgerne vælger ved valgene repræsentanter til de tre nationale, politiske niveauer i Danmark  - Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelse, og dertil kommer valg til Europa-Parlamentet.  Men der afholdes også andre lokale valg, f.eks. menighedsrådsvalg og til ældreråd.
Ifølge Grundloven skal valg af Folketingets 179 medlemmer foregå mindst en gang hvert fjerde år. Statsministeren udskriver valget. Partier, som allerede er repræsenteret i Folketinget, har automatisk ret til at deltage i valget. Nye partier skal forinden anmeldes til Indenrigsministeren med ca. 20.000 underskrifter af vælgere for at blive opstillingsberettigede.

Ved Folketingsvalg er Danmark er opdelt i tre landsdele, som igen er opdelt i ti storkredse. Sønderjylland er omfattet af landsdelen Sjælland-Syddanmark,  der består af tre storkredse. Opdelingen bruges til at beregne hvor mange folketingsmedlemmer der skal vælges i de enkelte områder. Hver storkreds har et fast antal mandater. I alt er der 135 kredsmandater samt 40 tillægsmandater.
For at opnå valg til Folketinget skal et parti opfylde mindst én af tre betingelser, 1) enten  opnå mindst et kredsmandat, eller 2) i to ud af tre landsdele have fået mindst det gennemsnitlige antal gyldige stemmer til et kredsmandat, eller 3) i hele landet have fået mindst 2 % af de gyldige stemmer. Herved kan partiet få adgang til tillægsmandater. Normalt er den sidste bestemmelse lettest at opfylde. Kommer partiet over denne ”spærregrænse”, vil det normalt få 4 mandater, men under grænsen er de afgivne stemmer gået tabt. 
I Danmark gælder forholdstalsvalg, hvilket betyder at partierne tildeles det antal pladser i Folketinget, som svarer til deres andel af det samlede antal stemmer. Den endelige overensstemmelse sker ved tildeling af tillægsmandater. 
Valgret har man, hvis man er dansk statsborger, fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark. Vælgeren kan enten stemme på et bestemt parti eller på en bestemt person, der er opstillet inden for den storkreds, som dækker hans eller hendes bopæl. 
Når et parti har opnået valg til Folketinget, sker udvælgelsen af kandidaterderefter ud fra det samlede stemmetal (personlige og partistemmer).
I nogle tilfælde skal Folketinget fravige princippet om repræsentativt demokrati, og spørger landets borgere  direkte ved en folkeafstemning, altså ved direkte demokrati. Afstemninger, der ifølge Grundloven er bindende for Folketinget, kan f.eks. udløses ved afgivelse af suverænitet, grundlovsændring, og  ved lovforslag som mindst 1/3 af Folketingets medlemmer ønsker sendt ud til folkeafstemning. Folketinget kan også vælge at udskrive en vejledende folkeafstemning, hvilket sker meget sjældent. 
Danmark har fremover 13 repræsentanter i Europa-Parlamentet, og disse vælges ved direkte valg hvert femte år. Danske statsborgere over 18 år med fast bopæl i Danmark eller i andre EU-medlemsstater, samt statsborgere over 18 år  fra andre EU-medlemsstater.

Udenlandsdanskere under midlertidigt ophold i udlandet kan optages på folketingsvalglisten, hvis personens udlandsophold forventes at blive på en periode af indtil 2 år, og som derefter forventes på ny at tage ophold og tilmelde sig et folkeregister i Danmark.

Hvert 4. år afholdes der kommunale valg, dvs. valg af kommunalbestyrelser/byråd i de 98 danske kommuner og til de 5 regionsråd. I modsætning til folketingsvalg er der ingen spærregrænse ved de kommunale valg, dvs. at man lettere kan blive valgt ind med bare et mandat. Der  kan også  indgås valgforbund mellem partier, lister og kandidater, hvilket ligeledes give en mandatgevinst.

I hver kommune skal der hvert 4. år ved direkte valg vælges et ældreråd, der rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål. Valget sker samtidig med de kommunale valg. Rådet består af mindst 5 medlemmer, og for hvert medlem vælges en stedfortræder. Der kan ikke anvendes listeopstilling eller valgforbund ved valget til ældreråd. Personer, der er over 60 år og som har bopæl i kommunen, har valgret og er valgbare til ældrerådet. 
I den danske Folkekirke er der 2200 menighedsråd, der varetager ledelsen af de praktiske og økonomiske forhold for kirken på lokalt plan.  Menighedsrådet består af mellem 6 og 15 valgte medlemmer samt sognets præst. Medlemmer af Folkekirken, der er over 18 år, dansk statsborger eller har haft  bopæl i Danmark, har ret til at stemme ved menighedsrådsvalg. Det afholdes hvert 4. år. Valget kan være et aftalevalg, hvor der kun opstiller en enkelt kandidatliste, eller et afstemningsvalg, hvor to eller flere lister bliver opstillet. De fleste menighedsråd bliver valgt ved aftalevalg.

Politisk repræsentation på kommunalt plan syd for grænsen

I artikel 28, stk. 2, i den tyske grundlov hedder det: "Kommunerne skal have ret til inden for lovgivningens rammer og på eget ansvar at varetage alle anliggender, der vedrører lokalsamfundet. Også kommuneforbundene har inden for rammerne af deres lovmæssige opgaveområde ret til selvstyre i overensstemmelse med lovgivningen. Sikringen af selvstyret omfatter også grundlagene for økonomisk selvansvar, herunder en skattekilde afhængig af det økonomiske potentiale, som tilkommer kommunerne via den udskrivningsprocent, de kan gøre brug af."
I artikel 46 i Schleswig-Holsteins forfatning hedder det: "Kommunerne er berettiget og forpligtet til inden for rammerne af deres kapacitet selv at varetage alle offentlige opgaver på deres område, medmindre lovgivningen udtrykkeligt foreskriver noget andet."
På dette grundlag hviler det lokale selvstyre i Schleswig-Holstein . Medlemmerne af de kommunale "parlamenter" vælges i henhold til kommunalloven for Schleswig-Holstein og lovene om kommunalvalg. Der gælder her følgende:
Valgperiode
Valgperioden er fem år.

Valgret og valgbarhed
Alle EU-borgere, der er fyldt 16 år og har haft (hoved-)bopæl i valgdistriktet i mindst seks uger, er valgberettiget. Valgbar er alle myndige valgberettigede, der har haft bopæl i Schleswig-Holstein i mindst tre måneder.

Inddeling af valgdistrikter
Ved valg til kommunalbestyrelser og amtsråd bliver valgdistriktet inddelt i valgkredse, i hvilke der skal vælges et bestemt antal umiddelbare repræsentanter.

Stemmetal
Kommunerne inddeles i valgkredse. Hver valgkreds skal omfatte ca. 2.000 indbyggere. I hver valgkreds er den kandidat, der får flest stemmer (umiddelbar repræsentant), valgt til kommunalbestyrelsen. Hvem der yderligere skal være medlem af kommunalbestyrelsen afgøres af de lister, der skal indleveres af partierne før valget (listerepræsentanter).

Partier
Alle demokratiske partier i Tyskland kan stille op til kommunalvalg. 
Ud over partiuafhængige lokal- og borgerlister stiller følgende partier op til valg i Schleswig-Holstein: 
Forbundet af 1990/De Grønne (Bündnis 90 / Die Grünen)
Tysklands Kristelig-Demkratiske Union (Christlich Demokratische Union Deutschlands, CDU)
Det Venstreorienterede Parti (Die Linke)
De Frie Demokrater (Freie Demokratische Partei, FDP)
Tysklands Socialdemokratiske Parti (Sozialdemokratische Partei Deutschlands, SPD)
Sydslesvigsk Vælgerforbund (Südschleswigscher Wählerverband, SSW)

Direkte valg af borgmester
Ved direkte valg af en borgmester afholdes der flertalsvalg i op til to valgomgange. I første valgomgang er den kandidat valgt, der har fået over halvdelen af alle gyldige stemmer. Er der flere kandidater på valg og er ingen valgt efter første valgomgang, skal der inden 28 dage afholdes et bundet omvalg mellem de to kandidater med de fleste stemmer.

Politisk repræsentation på kommunalt plan nord for grænsen

Det danske kommunale selvstyre bygger på en paragraf (§ 82), der allerede i 1849 blev indføjet i den første danske  Grundlov fra 1849.  I denne fastlægges, at kommunernes ret til selvstændigt at styre deres anliggender under statens tilsyn, ordnes ved lov. Før Genforeningen 1920 fulgte det kommunale selvstyre  i Sønderjylland den preussiske lovgivning.

Kommunernes opgaver er i de fleste tilfælde beskrevet i lovgivningen, eksempelvis dagpasning, folkeskoler, biblioteker og ældreomsorg. Derudover kan kommunen inden for rammen af den såkaldte kommunalfuldmagt varetage en række traditionelt bestemte opgaver vedrørende opfyldelse af behov i lokalsamfundet.  Det kan f.eks. være kulturelle arrangementer, anlæg af rekreative arealer eller generelt erhvervsfremmende foranstaltninger. Men  kommunen må ikke drive erhvervserhvervsvirksomhed, yde støtte til bestemte religiøse eller ideologiske opfattelser, eller engagere sig i udenrigspolitik.

Danske kommuner har en meget høj grad af egenfinansiering ved indkomstskat og ejendomsskat. Den vigtigste del er den kommunale indkomstskat, som er fastlagt ved lov. Loven fastslår, at kommunerne   har en selvstændig ret til at udskrive skat, men i praksis holdes denne ret i stramme tøjler af regeringens økonomiske politik.  
Ifølge  Grundlovens § 86 er valgretsalderen til de kommunale råd den samme som gælder til folketingsvalg. Der er her forudsat, at kommunernes anliggender ledes af  folkevalgte råd. Interessen for at vælge disse kommunalbestyrelser/byråd er betydelig, og befolkningens deltagelse har ved de seneste valg ligget fra 70 til over 80 %.

Efter kommunalreformen 2007 skal kommunalbestyrelsen i de sammenlagte kommuner med mere end 20.000 indbyggere bestå af et ulige antal medlemmer mellem 25 og 31. De fire sønderjyske kommuner har 31 medlemmer. Kommunalbestyrelsen vælger sin formand, borgmesteren, af sin midte. Borgmesteren leder  kommunens forvaltning. Derudover  vælger kommunalbestyrelsen blandt sine medlemmer et antal udvalg, der på byrådets vegne har den umiddelbare forvaltning af et kommunalt fagområde. 
Valgret har enhver borger, der er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen, og som enten har dansk indfødsret, er statsborger i de øvrige EU-lande, Island eller Norge, eller uden afbrydelse har boet i Danmark i tre år. Vælgeren optages på en valgliste og modtager et valgkort forud for kommunalvalget.
Enhver, der opfylder betingelserne for valgret, er også valgbar. Man kan deltage i kommunale valg i Danmark, både som vælger og som kandidat, selv om man også deltager i kommunale valg i sit hjemland.
Kommunalbestyrelsen er valgt for en fast 4-årig periode. Valget finder sted den tredie tirsdag i november i valgåret. De nyvalgte kommunalbestyrelser konstituerer sig selv inden den 15. december, men begynder først arbejdet efter 1. januar.

Hver kommune udgør et valgområde (valgkreds) og kandidater opstilles på lister for hele kommunen under ét. Kandidatlister opstilles af de politiske partier eller af lokallister uden partimæssig tilknytning/lokallister. Kandidatlisten skal være underskrevet af mindst 25 vælgere, men i nogle store kommuner dog af mindst 50 vælgere. 
To eller flere kandidatlister kan støtte hinanden ved et valgteknisk samarbejde. Hvis det sker inden for samme parti kaldes det listeforbund, mens samarbejde mellem kandidatlister fra forskellige partier m.m. kaldes valgforbund. De to slags samarbejde kan kombineres.

Vælgeren kan enten stemme ved et kryds til en bestemt kandidat og afgiver derved en personlig stemme, eller sætte sit kryds på en kandidatliste, hvilket er en listestemme. Den personlige stemme tæller også som en stemme på den kandidatliste, som kandidaten stiller op for. Den personlige stemmeafgivning betyder mest i dag.
Fordelingen af kommunalbestyrelsesmedlemmer sker forholdsmæssigt efter den d'Hondtske metode. Hvis der er anmeldt valgforbund og listeforbund, fordeles mandaterne mellem disse og til sidst til kandidatlisterne. Endelig fordeles den enkelte kandidatlistes mandater på de mandater, den har opnået. På en kandidatliste med sideordnet opstilling af kandidaterne vælges disse efter størrelsen af deres personlige stemmetal. På en kandidatliste med prioriteret rækkefølge (såkaldt partiliste) fordeles mandaterne efter et såkaldt fordelingstal. Dette fremkommer ved at dele listens samlede stemmetal med antallet af mandater plus en. Kandidater med et personligt stemmetal større end fordelingstallet  er valgt. Efter deres placering på partilisten tildeles kandidater med færre stemmer end fordelingstallet supplerende listestemmer, så de kan nå fordelingstallet.  

Mindretallenes parti syd for grænsen

Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) på tysk Südschleswigscher Wählerverband er det danske mindretals politiske parti. Det repræsenterer også de nationale frisere. SSW blev grundlagt i 1948. Partiet er organiseret i et landsforbund med en landsstyrelse og et landssekretariat i Flensborg, 5 amtsforbund og i alt 103 distrikter (2010).
 
Partiet har ca. 3.500 medlemmer (2010). Ved seneste kommunalvalg i 2008 blev der indvalgt 200 SSW-medlemmer i 77 kommunalbestyrelser. Desuden blev i alt 9 SSW-repræsentanter indvalgt i Flensborg byråd, 8 i kredsdagen i Slesvig-Flensborg amt og 5 i kredsdagen i Nordfrisland amt.
Ved det seneste landdagsvalg i september 2009 opnåede SSW 69.701 stemmer (4,3%) og dermed 4 mandater i den Schleswig-Holsteins landdag i Kiel, Anke Spoorendonk, Lars Harms, Silke Hinrichsen und Flemming Meyer.

Mindretallets parti nord for grænsen

Slesvigsk Parti  er mindretallets parti, men ser også sig selv som landsdelens regionale, uafhængige parti. Slesvigsk Parti arbejder bl.a. for det grænseoverskridende samarbejde og markerer sig løbende på det miljø- og sundhedspolitiske område.

Partiet blev grundlagt i 1945 og er i organisatorisk henseende er en del af Bund deutscher Nordschleswiger.  I størstedelen af årene 1953-1978 havde SP  en  repræsentant indvalgt  i Folketinget.

Junge Spitzen er mindretallets politiske ungdomsorganisation. Den har ca 200 medlemmer og er dermed en af de største politiske ungdomsorganisationer i det dansk-tyske grænseland. 

Mindretalsrettigheder i grænselandet

Den dansk-tyske grænseregion har traditionelt været præget af kulturel mangfoldighed. To af de anerkendte nationale mindretal og det eneste nationale mindretal i Danmark har her deres nedarvede hjemsted. Det drejer sig om det danske mindretal i Sydslesvig, den frisiske befolkningsdel i Nordfriesland og det tyske mindretal i Danmark. I dag opfattesforholdene for de nationale mindretal og samlivet mellem mindretal og flertalsbefolkning som et godt eksempel på løsning af nationale konflikter.

Ved første øjekast vil en besøgende i grænseregionen formentlig slet ikke lægge mærke til mindretallene, da de hverken i det ydre og tit heller ikke med hensyn til deres daglige omgangssprog adskiller sig fra flertalsbefolkningen. Derfor betegnes grænselandets mindretal som sindelagsmindretal. Denne særegenhed skyldes især, at den kulturelle grænse mellem dansk og tysk i historiens løb var flydende. Ved folkeafstemningen og grænsedragningen i 1920 skulle det sikres, at det også fremover var muligt for alle atleve i den kultur, som de følte sammenhørighed med. Således ”opstod” mindretallene i grænseregionen. Det var afgørende, at man ikke ville tvinge den enkelte til at erklære sig som dansk eller tysk. Det blev overladt den enkelte at beslutte sig for, om han eller hun hørte til mindretallet, og et statsligt register over medlemskab af mindretallet blev ikke oprettet.
Dette blev oprindelig formuleret på tysk som princip ”Minderheit ist, wer will”(man er medlem af mindretallet, hvis man vil det) og blev endegyldigt knæsat i København-Bonn Erklæringerne den 29. marts 1955,som endnu gælder som grundlag for forholdet mellem mindretals- og flertalsbefolkningen.Erklæringerne var to ensidige, men ligelydende regeringserklæringer, der sikrer mindretallenes grundlæggende rettigheder som statsborgere i hjemstaten. Derudover fastlægger de, at tilhørsforholdet til et nationalt mindretal er frit og ikke må efterprøves eller bestrides af myndighederne. Mindretallene må oprette egne børnehaver og skoler og der skal tages et passende hensyn til dem i medierne. I København-Bonn Erklæringernes tilstås mindretallene også retten til at have snævre forbindelser til tilhørslandet, herunder økonomisk støtte til deres kulturelle arbejde.

Det særlige ved København-Bonn Erklæringerne ligger deri, at det er ensidige viljeserklæringer fra den tyske regering over for det danske mindretal og fra den danske regering over for det tyske mindretal. Af den grund er de ikke juridisk anvendelige i en retssag, men de gælder alligevel som et retsgrundlag, hvilket også fremgår af deres bekendtgørelse i de nationale lovtidender.

Udover mindretalserklæringerne har Danmark og Tyskland også tilsluttet sig internationale overenskomster, som beskytter nationale mindretal. Det gælder De Forenede Nationers overenskomst om borgerlige og politiske rettigheder, slutdokumentet fra CSCE konferencen i København i 1990, det europæiske charter for regional- og mindretalssprog 1992 og den europæiske rammekonvention til beskyttelse af nationale mindretal fra 1995.§ 5 i Schleswig-Holstein Landesverfassung garanterer det danske mindretal og den frisiske befolkningsdels krav på beskyttelse og støtte. Derudover har Schleswig-Holsteins landdag i 2004 vedtaget en lov om fremme af det frisiske sprog i offentligheden, hvorved det frisiske sprog i Nordfriesland nærmer sig en status som et officielt sprog.

Det danske mindretals parti SSW er ved deltagelse i forbundsdags- og landdagsvalg fritaget for 5 % spærregrænsen. Fritagelserne blev protokolleret i forhandlingsprotokollen ved København-Bonn mindretalsforhandlingerne og har derfor status som en international aftale. Det tyske mindretal har senest ved forhandlingerne om den danske kommunale strukturreform opnået en række særrettigheder med hensyn til sin fremtidige repræsentation i byrådene i de ny storkommuner og Region Syddanmark.

Mindretallenes organisationer syd for grænsen

Det danske mindretal i Sydslesvig er et velorganiseret mindretal med egne skoler, biblioteker, menigheder, foreninger, politisk parti m.v. Mindretallet råder således over et omfattende funktionelt kulturelt selvstyre, der giver medlemmerne mulighed for at deltage i danske organiserede sammenhænge hele livet. Der findes i dag ikke én samlet organisation, der taler for hele mindretallet. I stedet er der tale om otte hovedorganisationer, der hver tager sig af en del af mindretalsarbejdet:

  • Sydslesvigsk Forening (SSF)
  • Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW)
  • Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS)
  • Dansk Skoleforening for Sydslesvig
  • Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU)
  • Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig
  • Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig
  • Flensborg Avis

Heraf er de seks førstnævnte organisationer, der bygger på enkeltmedlemmer hhv. registrerede brugere, mens de to sidste snarere er serviceinstitutioner.

De otte store mindretalsorganisationer arbejder sammen i Sydslesvigsk Samråd, tillige med repræsentanter for de nationale frisere og de tilsluttede foreninger under SSF.

Kontakten til Danmark opretholdes på mange måder. Ved siden af de mange uformelle, personlige netværk er der et organisatorisk samarbejde gennem mindretalsorganisationernes medlemskab i den danske moderorganisation. Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger er således medlem i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Derudover er der tæt kontakt til Danmarks grænseorganisationer, som Grænseforeningen, Slesvig-Ligaen, Slesvigsk Samfund, Ejderlandets Samfund eller Sydslesvigsk Udvalg af 5. Maj 1945. Det danske generalkonsulat i Flensborg står for den daglige kontakt mellem Danmark og mindretallet. Kontakten til den danske regering går desuden via Udvalget vedrørende danske kulturelle anliggender i Sydslesvig, der populært kaldes Seksmandsudvalget. Seksmandsudvalget formidler den danske statsstøtte til det danske arbejde i Sydslesvig. Denne støtte går tilbage til 1920, hvor Finansudvalget bevilgede 100.000 kr. til støtte og fremme af dansk sprog og kultur i udlandet. I dag udgør de danske bevillinger til Sydslesvig ca. 400 millioner kr. om året.

Det danske mindretals kontakt til de tyske myndigheder er institutionaliseret på forskellige måder. På lokalt plan foregår der møder mellem de danske institutioner og lokale myndigheder. På delstatsplan er SSW repræsenteret i Schleswig-Holsteins landdag. Desuden har delstatsregeringen udpeget en særlig mindretalskommitteret, der bl.a. også tager sig af den løbende kontakt og dialog med det danske mindretal. De forskellige mindretalsorganisationer plejer desuden selv kontakter til de relevante myndigheder. På forbundsplan har der siden 1965 været et Kontaktudvalg i det tyske indenrigsministerium. I 2005 blev der desuden oprettet et kontor for de fire anerkendte mindretal i Tyskland ved Forbundsdagen i Berlin.

Det tyske mindretals organisationer nord for grænsen

I modsætning til det danske mindretal i Sydslesvig findes der dog én samlet organisation, der taler for hele mindretallet, nemlig Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), og som  blev oprettet i november 1945. 

I dag er det tyske mindretal velorganiseret med egne skoler, biblioteker, menigheder, foreninger, politisk parti m.v.  Generelt er arbejdet baseret på den danske Grundlovs liberale bestemmelser om alternativ organisering i skole, kirke, biblioteker osv. Mindretallet råder således over et omfattende funktionelt kulturelt selvstyre, der giver medlemmerne mulighed for at deltage i tyske organiserede sammenhænge hele livet igennem. 

Bund Deutscher Nordschleswiger er det tyske mindretals hovedorganisation med mindretalspolitiske, kulturelle, sociale og økonomiske aktivitetsområder. BDN omfatter 4 kredse svarende til de nye sønderjyske kommuner og 21 lokalforeninger med i alt ca. 3.900 medlemmer. BDN er både medlems- og paraplyorganisation for de øvrige tyske organisationer i Nordslesvig, der er repræsenteret i BDNs hovedstyrelse. 

De vigtigste organisationer og virksomheder er:

Schleswigsche Partei/Slesvigsk Parti (SP)
Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig (DSSV)
Verband deutscher Büchereien
Deutscher Jugendverband für Nordschleswig (DJN) 
Sozialdienst Nordschleswig 
Nordschleswigsche Gemeinde 
Dagbladet Der Nordschleswiger
 
Kontakterne til tilhørslandet samles i Gremium für Fragen der deutschen Minderheit beim Schleswig-Holsteinischen Landdag, hvor repræsentanter for mindretallet regelmæssigt mødes med medlemmer af Forbundsdagen og landdagen, delstatsparlamentet i Schleswig-Holstein, for at drøfte relevante mindretalsspørgsmål. Rådet ledes af formanden for Schleswig-Holsteins landdag. Kontakt til delstatsregeringen i Kiel formidles også gennem ministerpræsidentens mindretalskommitteret. På den tyske ambassade i København fungerer en særlig kontaktperson som bindeled til den tyske forbundsregering, efter at det tyske konsulat i Aabenraa blev lukket ned i 2000.

I mangel af parlamentarisk repræsentation er det mindretallets sekretariat i København, der i dag over for den danske regering og Folketing fremfører mindretallets synspunkter i alle relevante sager, herunder også lovgivning med relevans for mindretallet. I grænseregionen fremføres mindretallets politiske synspunkter af Slesvigsk Parti, der har et medlem i det sønderjyske amtsråd, samt af partiets medlemmer i kommunalbestyrelserne. Mindretallet har ligeledes sikret sig rådgivende repræsentation i de kommende kommunale organer i Region Syddanmark.

Historisk set var det grænsedragningen i 1920, der skabte de nationale mindretal nord og syd for grænsen. Efter 1920 etablerede det tyske mindretal et netværk af organisationer, der skulle sikre, at det kunne bevare sit sproglige og kulturelle særpræg som tysk befolkningsenhed i Danmark. Frem til 1945 var organisationerne desuden forpligtede til at fremme mindretallets politiske krav om en grænserevision.

Efter 1933 blev mindretallets organisationer omdannede til nazistiske organer og i 1940 hilste flertallet af mindretallet de tyske besættelsestropper velkommen til Danmark. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig førte disse forhold til et Retsopgør fra den danske stats og flertalsbefolkningens side med det hidtidige mindretal, men samtidig foretog mindretallet selv en fuldstændig politisk nyorientering.

Den 22. november 1945 stiftedes således Bund Deutscher Nordschleswiger med afgivelse af en loyalitetserklæring, hvori mindretallet udtrykte sin loyalitet over for den danske Grundlov og anerkendte 1920-grænsen. 1945 var derfor både befrielse fra tysk besættelse og ny start for det tyske mindretal. Loyalitetserklæringen var basis for en skridtvis forbedring af forholdet mellem mindretal og flertalsbefolkningen. I modsætning til 1920 isolerede mindretallet sig ikke, men åbnede sig gradvist over for det danske samfund.

Den frisiske folkegruppe

I modsætning til de to andre nationale mindretal råder den frisiske folkegruppe ikke over egne institutioner som skoler, børnehaver og kirker. Bevarelsen og plejen af frisisk sprog og kultur varetages i høj grad af foreninger.

Først efter 1975 er der blevet undervist i frisisk i skolerne i området. I skoleåret 2000/2001 blev der undervist i frisisk på 29 skoler i Nordfrisland, som regel 1-2 timer om ugen i 1.-4. klassetrin. Flere kommuner i Nordfrisland har i de sidste år gjort brug af muligheden for at opstille tosprogede byskilte. I 2004 vedtog Schleswig-Holsteins landdag en lov til at fremme bruget af det frisiske sprog i den offentlige forvaltning.

De første frisiske foreninger opstod i Nordfrisland i slutningen af 1800- og i begyndelsen af 1900-tallet. Den nationale konflikt i grænselandet kastede en skygge over den frisiske bevægelse fra det tidspunkt, den opstod, idet spørgsmålet om dansk eller tysk blev gjort til det centrale element i identifikationen. Dette nationale modsætningsforhold mellem dansk og tysk forhindrede ethvert tiltag til en egentlig frisisk bevægelse og førte til sidst til en opsplitning af friserne i to grupper, som den dag i dag kan ses i den frisiske foreningsstruktur.

Friisk Foriining
Friisk Foriining blev grundlagt i 1923 som Den frisisk-slesvigske forening. I tiden 1945-2003 hed den Foriining for nationale Friiske. Friisk Foriining der den national-frisiske forening, der kæmpede for anerkendelsen af friserne som nationalt mindretal i Tyskland og desuden markerede relationerne til Danmark. Efter 1945 gik den ind for Sydslesvigs tilslutning til Danmark og arbejdede tæt sammen med det danske mindretal i SSF, hvor den i dag har status som amtsforening med repræsentation i hovedstyrelsen.

Foreningens formål i dag er at fremme tanken om det frisiske folks selvstændige nationalitet, at opnå anerkendelsen af frisisk som andet administrativt sprog, at fremme frisisk sprogundervisning i skoler, børnehaver og andre institutioner, en udbygning af frisisk tilstedeværelse i medierne, tosproget skiltning samt en regional udvikling, der kan modvirke  tendensen blandt de unge til at rejse væk fra området.  

Nordfriesischer Verein
Friisk Foriining og dets forgængere var i konkurrence med de såkaldte tysksindede frisere, der er repræsenteret af Nordfriesischer Verein. Denne forening, der omfatter hele Nordfrisland, blev grundlagt i forlængelse af nyromantikken omkring år 1900. Efter folkeafstemningerne i 1920 og etableringen af Den frisisk-slesvigske Forening og dens bestræbelser på at opnå anerkendelse som nationalt mindretal reagerede Nordfriesischer Verein med de såkaldte Bohmstedter Richtlinien. I disse bekræftede  13.000 nordfrisere, et overvældende flertal, i 1926 deres tyske sindelag og hævdede, at friserne var en tysk stamme, der ikke ville betragtes som nationalt mindretal. Denne opfattelse af friserne som tysk stamme blev bekræftet efter Anden Verdenskrig, hvor Nordfriesischer Verein blev medlem af Schleswig-Holsteinischer Heimatbund, hvortil den fortsat hører som egnsgruppe.

Nordfriesischer Vereins formål er at varetage den nordfrisiske folkestammes interesser ved at pleje og bevare det frisiske sprog i ord og skrift, de traditionelle dragter, sæder og skikke i Nordfrisland, forskning i frisisk historie samt støtte til skoler, lærere, kunstnere og forskere.

Nordfriisk Institut
Nordfrisisk Institut i Bredstedt blev etableret i 1964/65 som resultat af frisernes nationale splittelse. Allerede i 1948 havde man dannet Foreningen Nordfriesisches Institut for at skabe et neutralt, videnskabeligt, frisisk forskningsinstitut, som kunne bidrage til overvindelse af modsætningsforholdet mellem ”tyske” og ”danske” frisere. Instituttet er en forskningsinstitution, der arbejder med frisisk sprog, historie og kultur. Det varetager tillige en bred formidlingsfunktion.

Nordfriserne er medlem af Friserrådet, en samarbejdsorganisation mellem nordfriserne, østfriserne og vestfriserne i Holland. Kontakten til de offentlige myndigheder varetages gennem ”Gremium für Fragen der friesischen Bevölkerungsgruppe im Lande Schleswig-Holstein” ved Schleswig-Holsteins landdag. Desuden er der knyttet kontakt til Forbundsregeringen ved det 2008 oprettede kontor for nationale mindretal i Tyskland.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart
powered by webEdition CMS