Sprog og kultur
Kultur
Kulturpris 2010 - Årets vinder- 54,5 Nord - en Kulturrundtur på Flensborg Fjord
Region Sønderjylland-Schleswigs kulturpris på 85.000 DKK/11.400 € blev overrakt til projektet "54,5 o Nord – en Kulturrundtur på Flensborg Fjord".
Det dansk-tyske kulturudvalg havde valgt Menneske og Hav som tema for dette års kulturpris for Region Sønderjylland-Schleswig. Vandene, der omgiver regionen, har altid spillet en stor rolle for alle, der har levet her. De to have og de indre vande har givet føde på bordet, givet mange dejlige naturoplevelser og forbundet borgerne på kryds og tværs. Vandenes betydning har skiftet over tid, men den stadige nærhed til vand – uanset hvor man befinder sig i grænselandet – er stadig kendetegnende for Region Sønderjylland-Schleswig. Nærheden til vand er en vigtig grund til, at så mange mennesker bliver boende her i regionen eller kommer hertil som turister.
Vand er altid i bevægelse og kender ingen grænser. Det samme kan man sige om kultur. Kulturen udvikler sig også hele tiden, og god kultur udfordrer den enkeltes grænser for, hvad vedkommende hidtil har haft af kulturoplevelser eller måske endda overhovedet opfatter som kultur.
I det dansk-tyske kulturudvalg var der derfor enighed om, at dette års kulturpris netop skal gives til et projekt, der ikke blot forholder sig til temaet menneske og hav men også til et projekt, der er innovativt og tager et utraditionelt tema op. Et tema, som mange af os måske ikke forbinder med et kulturelt særpræg ved vores grænseregion. Det drejer sig nemlig om spritbådsturene (die Butterfahrten auf der Flensburger Förde) på Flensborg Fjord.
Årets vinderprojekt udmærker sig ved at være nyskabende, at sætte fokus på en speciel periode i den dansk-tyske historie og på de mange positive oplevelser, som utallige mennesker her fra regionen men også besøgende udefra, husker fra turene med spritbådene på fjorden. Personerne bag årets vinderprojekt genopfinder spritbådsturene. De bibeholder det folkelige samvær - dog forhåbentlig uden helt så meget sprit. Til gengæld kan gæsterne på de planlagte ture lade sig beruse af anderledes kulturoplevelser med kunst, musik og litteratur.
Prisen bliver i år uddelt for femte gang. De tidligere vindere af prisen er et musikprojekt, to kunstprojekter og et kulturhistorisk projekt. Prisen uddeles som et led i Interreg-projektet Kulturbro-Kulturbrücke. Kulturbro-Kulturbrücke finansieres af de regionale partnere, det danske kulturministerium, Ministerium für Bildung und Kultur des Landes Schleswig-Holstein og af INTERREG 4A-programmet-Syddanmark-Schleswig-K.E.R.N.Siden er sidst opdateret 27-05-2010 af Region Sønderjylland - Schleswig.
Informationer for arbejdstagere, arbejdsgivere og myndigheder om skat, social sikring og arbejdsmarkedet på:
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tlf.: +45 74 67 05 01 | region@sjsl.regionsyddanmark.dk